Gamle minder
Som nævnt skal vi nok til Malta eller Gibraltar ( det bliver nok Gibraltar ). Malta er et dejligt sted og de lokale er meget venlige og der meget at se på - og klimaet som mange danske opsøger er også dejligt. Jeg har været en del på Malta før i tiden (da jeg sejlde i 1990'erne). Hvad jeg husker mest er de flotte lokale piger (det var før jeg blev gift med vendens flottest pige ude i Kina). Man kunne dengang næsten ikke undgå at blive bare en lille smule forelsket i dem - men så var det man kikkede sig om og kikkede på deres mødre - nogle ordentlige matroner. Der sker åbenbart noget med dem når de bliver gift - det er som om deres størrelse fordobles - ikke dem alle - men mange må blive det - ellers så mødrene jo nok ikke sådan ud. Så sømanden Claus holdt følehornene for sig selv
Gibraltar har jeg kun været en gang før - helt tilbage i sidst 80'erne. Da skulle vi af med en "fryselast". Vi havde en matros der døde mens vi var i søen. En meget kedelig oplevelse. Men døde gjorde han og vi tømte derfor den ene af vores store fryseskabe for proviant og satte ham derind. Han passede fint ind - vi måtte dog save lidt af håndtagene til den båre han lå indsvøbt på. Så da vi kom til Gibraltar kom embedslægen ombord - vi måtte ikke sejle før han var blevet obduceret - så vi stillede det dybtfrosne indsvøbte lig på dækket i solen for at tø ham op. Men han var bundfrossen og lægen kunne ikke obducere ham før dagen efter - så vi fik en nat i Gibraltar - så vi tog alle (undtagen de vagthavende) i land og drak gravøl og prøvede at distancere os fra oplevelsen med en masse sort humor - vi var naturligvis alle dybt berørt af dødsfaldet ombord. Så det blev en lang tur med masser af besøg på diverse Pub'er (det var dengang vi stadigt måtte drikke i skibene - de dage er "long gone" nu). En af de oplevelser man husker - faktisk skete der meget jeg husker ombord på det skib.
Det var også det skib hvor vi senere endte op i Brasilien. Et sted som jeg også husker godt. De havde en meget "sømandsvenlig" lokal befolkning - særdeles venlig. Da var det også kun de vagthavende der var ombord på skibet. Men der skal dog også til vores forsvar siges at dengang var vores udmønstringstid (tiden ombord på skibet) 5 - 8 måneder - nu er den 11 uger. Og desuden havde jeg jo dengang endnu ikke mødt min eneste ene! (Hey - jeg var 19).
Jo - man har mange minder fra sin tid som sømand i gamle dage ( gamle dage værende i sidste århundrede) - både gode og mindre gode - men faktisk tror jeg roligt at kunne sige at jeg har en langt større grad af gode end dårlige - men det kan jo også være tiden der har sorteret op i hukommelsen og efterladt de gode og ladet de mindre gode forsvinde. Det er det samme med min tid i Kina - der har da også været mindre gode dage - men dem glemmer man - det er alle de gode, dejlige stunder sammen med den eneste ene som man husker - alle de gode og spændende oplevelser vi har haft sammen man husker - og naturligvis fylder tiden med vores Sabrina meget i min hukommelse for min tid i Kina. Faktisk hvis jeg skal være ærlig og det skal man jo - den bedste tid i mit liv er helt klart de første 2-3 år i Kina (den dejlige fornæmmelse af at være nyforelsket og være sammen med den eneste ene) og så naturligvis tiden da vores dejlige Sabrina blev født - især de første 7 uger hvor jeg holdt barselsorlov/ferie og var hjemme samme med Mor og Barn hele tiden og passede på dem - bare os tre - vores respektive familier var tusinde af km væk - uha - det var en god tid - det bliver ikke bedre. Ups - nu kom mit afsagn efter familien tilbage igen (det er der hele tiden) - jeg mangler dem godt nok rigtigt meget - men en måned går hurtigt og så skal jeg hjem - jubii!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar